onsdag den 17. august 2016

Et bungy jump der lugter lidt af tryghed

Det her kommer lidt i forlængelse af noget jeg skrev om at finde min egen vej, som jeg nu rent faktisk bevæger mig lidt ud af. Dynamik yay! Noget er sket. Jeg har altså formået at flytte mig det først skridt. Det er sket 3 gange på de sidste 14 dage, at er tingene væltet for os, hvor jeg med succes har lavet et U-sving på bunden og hurtigt fået grebet fast i mit fundament igen. Det har ikke taget os den der sædvanlige lille uge at nå op. Nu tør jeg efterhånden tro på det og den slags.

Men jeg har ikke gjort det selv. Der har været mennesker om mig, der har budt ind med netop det der var mit behov. De har som en rar sikkerhedsline forbundet mig til mit fundament med karabinhager i begge ender, og linen er vist lidt elastisk, for turen føles nu som et bungy jump frem for de tidligere frie fald. Jeg slipper lige for at splatte ud på stenbunden. Det eliminere det satans oprydningsarbejde jeg har kæmpet med, for sådan et udsplattet menneske er virkelig noget gris.

Nogen har været forbi med vitawrap-tildækkede mågetallerkener med aftensmad, andre har haft drengen til overnatning, taget initiativ til legeaftaler, holdt ferie med os, inviteret os til søndagshygge med netflix og burger, besøgt mig om aftenen, været på loppemarked med os, tryllet køleskabets indhold om til mad, og bedst af alt var der en, der gav mig tryghed! Tryghed om ikke at være alene lige der hvor jeg væltede, i form af en aftale om at tage drengen lidt, hvis det blev nødvendigt, en af de dage hvor vi havde været det der voldsomt angstprovokerende sted i buen på U-svinget. Tryghed krydret med respekt og forståelse for, at jeg endte med at aflyse. Som jeg tidligere har gjort mig nogle tanker omkring, havde det en altafgørende indvirkning på udfaldet, at der kunne skrives en tryghedfaktor ind i ligningen. Trygheden var nok. I det her tilfælde. Det lugter jo lidt af det med at forventningens glæde kan være nok i sig selv, at trygheden i form af en aflastningsmulighed har langt større betydning end aflastningen i sig selv, der så i sidste ende var helt unødvendig. Og der har bare været så mange flere dage med rare ting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar